Mosegrisen


18. årgang no. 3 Vinter 1995/1996

Bliv A-menneske

Vi har fra et gammelt dansk spejderblad, svarende til Spejd, lånt denne tekst. Dog har vi rettet navneord og aa til nugældende retstavning.

(Fra ØRNETROPPENS BLAD, Maj '38).

A-mennesker er folk, der i vuggegave fik et godt helbred, og som har passet på det; det er folk, der er sunde på sjæl og legeme.

Det er mennesker, der altid er veloplagte, aldrig sure, gnavne, slappe eller trætte. De strutter af energi og har altid tid, skønt de udrettet mange gange mere end dem, der altid klager sig og aldrig kan nå det, de skal.

A-Mennesker har mere ud af tilværelsen end andre, og de er mere værd for samfundet.

Det er A-mennesker, vi bygger på. Det er dem, der tager initiativet til alle handlinger; det er dem, der holder humøret oppe, når det hele ser værst ud; og det er dem, der holder maskineriet i gang.

De fleste af os er født som A-mennesker, men mange skønner ikke på det, og udnytter ikke den chance, de fik, ved at værne om deres sundhed.

Det er ikke et Spørgsmål om penge, men om sund fornuft. Spejderloven har en uskreven paragraf, siger Baden-Powel; den lyder: "A Scout is no fool". Det vil sige: "En spejder er ingen tåbe". Tænk på det, når din patruljefører lærer dig sundhedsreglerne til 2. kl, prøven, og tænk på det, du, der tog prøven i fjor, men glemte at praktisere sundhedsreglerne.

Husk, du skal:

Sove for åbne vinduer for at hærde dig til lejrlivet.

Vaske dig med koldt vand over hele kroppen hver morgen, og hurtigt gnide dig varm med et groft håndklæde, for at træne din hud til at regulere varmetabet fra kroppen, så du ikke bliver forkølet, og for at styrke dit nervesystem og din karakter. For en doven og slap fyr, når aldrig at tage sig sammen til at føle det kolde vand på sin hud. Husk, vi har brug for A-mænd, ikke for C-3-mænd og gamle koner i troppen,

Sørge for varm og hensigtsmæssig påklædning og for godt undertøj, når du er i Lejr. Gode støvler og regnfrakke. Der er ikke noget raskt ved at ligge på den bare jord og fryse i et telt, men derimod ved at forstå at indrette sig sådan, at man befinder sig godt i al slags vejr.

Undgå tobak og spiritus. Begge dele er meget skadeligt for din udviklinig indtil du er 18-20 år. Spoler derfor ikke den chance, du fik i vuggegave; i disse tider får du brug for alle dine evner i kampen for tilværelsen.

Det er nogle af de vigtigste ting. Din Patruljefører vil lære dig mere, og han vil selv prøve at gennemføre dem for at give dig et godt eksempel. Det skal du skønne på.

Begynd nu i den varme tid, og bliv så ved hele året, selv om måske B-mennesker og C-mennesker gør grin med dig for det.

Ugle.


Tilbage til Mosegrisen